Holder du vejret?

Vidste du at din vejrtrækning er en afgørende faktor for, hvor godt dine signaler virker og dermed kvaliteten af jeres ridt?
Måske er du super koncentreret, en lille smule nervøs, vil gerne have din mave ser liidt fladere ud, eller tænker ikke over det, men når rytteren holder lidt på vejret, kan der blandt andet ske det at:

▪️Der opstår spændinger i skuldre, ryg, lænd og lår
▪️Tyngdepunktet bliver flyttet opad
▪️Rytteren får følelsen af at sidde langt over hesten og mister let balancen
▪️Hesten reagerer dårligere eller måske imod rytterens signaler

Hvis rytteren fortsætter den overfladiske vejrtrækning, vil der ofte opstå et selvforstærkende mønster, hvor dårlig vejrtrækning giver spændinger, og spændinger giver dårligere vejrtrækning.

Dette mærker hesten naturligvis også, og den indretter sine bevægelser og reaktioner efter rytterens spændingsniveau.

➡️MEN! Rytteren kan ændre mønsteret og jeg vil give dig et billede og en øvelse i 3 trin du kan prøve af næste gang du rider.
✔Mærk forskellen.👍

Forestil dig at der ligger en ballon i bunden af dit underliv.🎈

1: Når du trækker vejret ind, fyldes ballonen op, så den spiler din mave ud nedefra; fra det nederste af din mave op til din navle.
Pust ud indtil ballonen ligger helt tom i bunden af dit bækken.
Hvis det er svært at mærke i starten, kan det hjælpe at lægge en hånd på det nederste af maven.

2: Lad med de næste indåndinger ballonen fylde luft helt op i de nederste ribben, så de også bliver udvidet.
Når du puster ud, mærker du hvordan ballonen tømmes for luft, så dine ribben og mellemgulv sænkes igen indtil ballonen ligger helt tom i bunden af dit underliv igen.

3: Når ballonen nedefra kan fylde maven og udvide de nederste ribben skal den også skubbe på rygsøjlen, så lænden rettes ud.
Når du puster ud skal rygsøjlen bevare noget af udretningen når ballonens pres forsvinder.

Gentag øvelsen et par gange, til du mærker at der er tydelig afspænding i dine skuldre og mavemuskler, når ballonen tømmes. Dit tyngdepunkt flytter sig nu fra dine skuldre længere ned mod din navle for hvert åndedrag.

Du vil blandt andet føle at
✔ du kommer tættere på hesten
✔ der bliver mere mobilitet op gennem din rygsøjle
✔ dine skuldre og arme bliver blødere
✔ dine lår føles længere
✔ din hest følger dine signaler bedre
✔ din hest tager større skridt og tager dig bedre med i bevægelsen

Start med øvelsen i skridt og udfordrer så dig selv med at finde den samme fornemmelse i trav og til sidst i galop.
God fornøjelse!🤩

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *