Brevkasse: “Min hest er urolig ved opstigning.”

“Kære Lise
Min hest er urolig, når jeg skal stige op. Han har været det altid mens jeg har haft ham, og nogle gange er det værre end andre.
Han kan finde på bare at gå, mens jeg er ved at sætte foden i bøjlen, men jeg har også prøvet at han løb, mens jeg var ved at svinge benet over.

Derfor er jeg faldet af under opstigning to gange, og det er selvfølgelig ubehageligt og noget jeg gerne vil have styr på. De fleste gange står han bare uroligt, men jeg kan godt holde ham tilbage mens jeg stiger op.
Jeg får nogle gange en hjælper til at holde ham mens jeg stiger op eller jeg stiller skamlen lidt væk fra barrieren hvor han så skal stå mellem dem, når jeg skal op. Det virker ok, men problemet er ikke gået væk alligevel.
Har du nogle ideer?
Hilsen Ida”

Hej Ida,
Mange tak for din mail, dejligt at læse du gerne vil træne en mere permanent og holdbar løsning for din hest og dig.
Det første jeg kan læse er at det er et gammelt mønster din hest har, og selvom det kan tage lidt tid at bryde en gammel vane, er der nogle ret vigtige ting, der kan give jer et break-through, og vi kan helt klart gøre opstigningen nemmere og tryg for jer.

Som du beskriver det, er det ikke kun ved det vante opstigningssted I har udfordringer men i alle opstigningssituationer. Det er relevant fordi det første handler om tilvænning til f.eks. stedet eller skamlen, og det andet handler om forståelse af opgaven. Jeg tager udgangspunkt i det sidste fordi du beskriver en hest, der udviser stress-responser ved hele opgaven.
Hans stress-responser er super brugbare for dig, fordi de tydeligt viser os, hvornår han synes opgaven er uoverskuelig, og du kan træne meget effektivt ved at være bevidst om hvorvidt du fjerner eller tilføjer yderligere stress til en situation din hest er utryg ved.

Vi skal nu lære din hest, at han kan være helt tryg ved opstigning; der skal være 0% stress forbundet med at rytteren skal op.

Vi starter med at sikre, at der er rart at være ved skamlen.
Træk din hest hen til skamlen. Sørg for at den står så der er god plads og din hest føler sig utvunget; det skal være nemt at komme både til og fra skamlen.
Når han står stille, roser du ham med stemmen, nus eller godbid og trækker ham væk igen.
Gentag til han er synligt rolig.
Skamlen bliver på denne måde det sted, det er rart at stå og ”tage en pause”.

Så sikrer vi os at han er okay med du går op på skamlen mens han står der.
Træk ham hen til skamlen og stil dig op den. Hvis han flytter sig væk fra dig, så bed ham om ét skridt hen mod dig og skamlen. Ros ham når han gør det og lad ham stå inden du går ned og trækker ham væk igen.
Gentag til du skridt for skridt kan få ham roligt hen og stå ved siden af dig og skamlen.

Næste trin; rytteren over ryggen.
Når han roligt går hen og stiller sig ved siden af dig på skamlen, kan du ændre ros af ham ved at række ind over ryggen og give ham godbidden på den anden side.
På den måde lærer han at din vægt på ryggen er en rar ting han kan forvente at få ros for.

Så skal foden i bøjlen, og fremgangsmåden er den samme; hvis han rykker sig væk, så bed om ét skridt frem. Tag foden ud af stigbøjlen. Gå ned og træk ham væk inden I går hen og gentager.
For at dette trin lykkes, er det vigtigt at de andre sidder lige i skabet, så du (på sikker og forsvarlig vis) kan holde foden i stigbøjlen og først lade den opgave ophøre, når han kommer hen mod dig.
Hvis han er ok med foden i stigbøjlen, så sæt foden i, læg dig hen over ham og giv en godbid. Stå af, gentag.

Op.
Nu er der blot tilbage at sætte foden i stigbøjlen, sætte dig op og give ham en godbid.
Du har nu lært din hest at der er rart at være ved skamlen, at det udløser ros at stå stille, og at rytter på = ro og godbid.

Som den sidste afgørende detalje; Husk at da der ikke skal tilføjes stress, må der ikke være signal på tøjlen, mens du stiger op.

Denne træning kan tage alt fra 10 minutter til 10 dage og især når det er en gammel vane, kan det variere lidt hvor i processen I starter i den første tid, og ved at træne det på den samme måde hver gang, bliver din hest tillidsfuld i opgaven og kan stå stille.
Det er også en måde at strukturere din træning på, så I nemt kan gå et skridt frem eller tilbage hvis der er behov for det, og samtidig bevare overblikket og have en helt klar plan for, hvordan I kommer i mål med opgaven.

Jeg ønsker jer god fornøjelse med træningen,
Vh Lise Svan
BBH Basisinstruktør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *