“Foran lod i det omfang hesten kan.” ? ?

Jeg bliver frustreret over at vi bruger de samme ord og vendinger – foran lod, samling og bæring bagfra, aktivere bugmuskulaturen, svinge gennem ryggen – men at der er stor forskel på hvordan de bliver forvaltet i praksis!

Den vigtigste grundsten for at holde din hest sund gennem dens ridekarriere er at bevare dens frie bevægelse gennem overlinjen – fra toppen af kraniet hele vejen langs ryggen og ud gennem halen. Hvis dén bevægelse bliver forhindret, f.eks. af en ubalanceret rytter, en sadel der ikke passer eller en modholdende tøjle, vil hesten for at undgå ubehaget forsøge at ændre og tilpasse sin bevægelse = kompensere => skader.

Derfor gør det mig ked af det og skuffet, når jeg hører en sætning som ”Foran lod i det omfang hesten kan.” især når det eksemplificeres af toppen af poppen indenfor sportsridning.

Den lange vej?
Når din unge hest kommer i arbejde, går den naturligt med næsen foran lod og hvis den er mentalt afspændt og slapper af i halsen vil den svinge gennem ryggen.
En unghest på dette stadie giver dig ikke følelsen af at blive båret med, vi kan nærmere blot sidde oven på den og forsøge at være til mindst mulig gene.
Hvis din hest får lov at arbejde videre i denne holdning, lærer stop, start og drej, kan balanceres i skuldrene og tillades altid at have fri bevægelse i ryggen, vil den indenfor sit første rideår begynde at kunne balancere sig på buede og lige spor, kunne ændre sit tyngdepunkt og tage mere vægtbæring på bagparten. Gradvist vil den strække sin overlinje, hovedet vil falde mere og mere ned mod en lodlinje og du vil få følelsen af at hesten bærer dig med i bevægelsen.
Den her vej er ”lang”.
Lang fordi det kan se kedeligt ud undervejs. Lang fordi du skal have tålmodigheden med i tasken i stedet for fitness-indstillingen. Lang fordi det er små justeringer du skal lave hele tiden, igen og igen og…
Men den her vej er sund!

Genvejen?
Hvis rytteren har et mere ”gør noget”-mindset, så sker der ofte det, at hesten får sit hoved/hals fikseret af tøjlen i en pæn position undervejs.
Så er vi da noget af vejen, ikke? Nu skal den bare lære at bruge resten af kroppen.
Det er her vi kan se heste, der godt nok bukker på nakken, men som ikke takter helt rent, svirper med forbenene, slår fra, snubler, bliver hårde på tøjlen, hænger i ryggen.
”Den kan ikke helt bære sig endnu.” eller ”Den skal have noget mere støtte.” er udtryk vi kan høre som retfærdiggørelse af en forholdende tøjle.
Hesten her ændrer sin bevægelse fra naturlig til at passe til de betingelser rytteren giver.
Oftest er resultatet at hesten lader sin ryg hænge lige bag skuldrene, og derfor får rytteren en følelse af at komme ned om hesten. Det føles rart. Jeg ved det, for jeg har også redet sådan. Engang.
Det føles usikkert og vakkelvornt at sidde ovenpå en ung hests frie ryg, og jeg kan godt forstå at mange ryttere foretrækker denne ”ned om hesten”-fornemmelse.
Den her vej er ”hurtig”.
Hurtig fordi det kan opnås på så lidt som 10 minutter. Hurtig fordi det er okay at rytteren lige gør lidt mere for at få hesten til at svare. Hurtig fordi det er dét, der er mest undervisning tilgængelig i.
Men den her vej er usund.
Den her vej fører til dårlig funktion og skader. Den her vej handler om kontrol.
Desværre er det den her vej, der ses mest af i sporten.

Det der sker.
Den fede følelse af at smelte sammen med din hest kommer oftest, når hesten har lært at lægge sin vægt bagover. Det største visuelle udtryk vi har for at hesten ændrer sit tyngdepunkt mod samling, er at dens hoved begynder at falde ned mod lod. Derfor er det forståeligt at mange ryttere starter dér. Med det de kan se.
Rytteren bliver dermed fra start vænnet til at følelsen af hestens hængende ryg er rar og rigtig, og når hesten bliver bedt om at tage næsen ud foran lod, vil følelsen af den hævede ryg være ubehagelig og ukendt = sikkert ikke rigtig.
Som rytter vil du få følelsen af at hesten går på tøjlen, at du bliver kastet ud af sadlen, at du mister kontrol. En naturlig konsekvens er derfor at vende tilbage til det, men kender – næsen bag lod, hængende ryg, kontrol, og derfra prøve igen.
På denne måde lærer hesten gradvist at gå med ryggen nede og dermed dårlig funktion selvom næsen kommer frem.

Det der er brug for.
Vi er nødt til at komme væk fra den slags ridning der bliver vurderet i forhold til hvordan hesten visuelt tager sig ud. Det er fattigt at bedømme på en optisk skala, og jeg så meget hellere at vi red efter følelsen af funktion og sund udvikling.
Vores heste skal naturligvis ikke gå mod hånden og kaste os ud af sadlen, men det er vores ansvar at tilbyde en indfølende tøjlekontakt og en rytterkrop der kan holde sig selv ovenpå hestens naturlige bevægelse.
Det sætter store krav til os ryttere i forhold til selvindsigt, viden om hesteanatomi, -adfærd, -læring, kropsbevidsthed og tålmodighed, for der er ikke noget quick fix, når man går den lange, sunde vej.

Den sunde bølge er heldigvis allerede i gang med at rulle, så der bliver mere og mere fokus på at skabe bedre betingelser for hestenes ridevelfærd, men vi er nødt til at blive ved med at blive ved.
Du og jeg.
Med at lade hestenæsen være foran lod og hesteryggen have fri bevægelse.
Og italesætte det. Igen og igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *